Efter Frederik på Smukfest: Marie skal også på festival
Prinsesse Marie giftede sig med prins Joachim i maj 2008. Sammen er parret forældre til prins Henrik og prinsesse Athena. Prins Joachim har prins Nikolai og prins Felix fra ægteskabet med grevinde Alexandra. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Tronarvingens royale svigerinde, prinsesse Marie, besøger i sit hverv som protektor årets Tønder Festival, hvor hun vil overvære koncerter.

Kronprins Frederik overraskede publikum under Nephews koncert på årets Smukfest torsdag aften.

Og nu går hans royale svigerinde, prinsesse Marie, i tronarvingens fodspor.

Prinsesse Marie besøger nemlig årets Tønder Festival fredag den 24. august om eftermiddagen.

Det annoncerer den sønderjyske festival.

Ifølge det danske kongehus' hjemmeside vil den 42-årige franskfødte prinsesse overvære eftermiddagskoncerter under sit besøg.

Prinsesse Marie har været festivalens protektor siden 2009 og har i de foregående år også besøgt festivalen, hvor hun har lyttet til noget af musikken og mødt nogle af de frivillige.

Festivalen løber af stablen fra 23. til 26. august, og blandt årets optrædende er blandt andre Søren Huss, Anne Linnet, Niels Hausgaard og Lukas Graham.

/ritzau/
via Listen To News