Hele formandsskabet for Akademikernes A-kasse og to medlemmer af direktionen forlader nu deres poster efter den seneste tids afsløringer af kritisable forhold i ledelsen.
Det fremgår af en meddelelse fra bestyrelsen på a-kassens hjemmeside.
Den omfattende udskiftning i ledelsen af landets største a-kasse følger efter den bratte fyring af direktør Michael Valentin i september. Fyringen blev mørkelagt, men det er siden kommet frem i Ekstra Bladet, at direktøren er mistænkt for at have misbrugt a-kassens penge, blandt andet til store vinindkøb.
Det er også kommet frem, at der i a-kassens ledelse har været kendskab til dele af Valentins dispositioner.
'Formand i AKA, Allan Luplau, har besluttet at indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 4. januar 2019, hvor AKAs nuværende formandskab trækker sig. På repræsentantskabsmødet skal der vælges ny formand, og bestyrelsen har valgt at søge mandatet fornyet,' står der i en meddelelse på Akademikernes A-kasses hjemmeside.
Udover Allan Luplau stopper også de to næstformænd, Bolette Sillassen og Ole Helby. A-kassens konstituerede direktør, Britt Dyg Haun og sekretariatschef Line Verbik Byriel er fratrådt efter gensidig aftale med bestyrelsen, fremgår det af meddelelsen.
Vicedirektør Mette Gregersen er samtidig konstitueret som administrerende direktør.
De mange afsløringer har ifølge bestyrelsens meddelelse 'ført til selvransagelse i organisationen på alle niveauer.' Udover ændringerne i ledelsen vil bestyrelsen i den kommende tid sætte et større arbejde i gang - blandt andet med fokus på 'procedurer, arbejdsgange og kultur.'
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) under Beskæftigelsesministeriet er med bistand fra Kammeradvokaten på vej med en tilsynsredegørelse om sagen.