Efter et års søgen er det lykkedes restauratør Bent Jørgensen at sælge sin restaurant og den ejendom, som den ligger i, skriver JydskeVestkysten.
Han har haft Restaurant Målet i Odense centrum i 47 år, og den er især kendt for sin wienerschnitzel.
- Det er nok først efter et stykke tid, det for alvor går op for mig, at det er slut nu efter 47 år, men jeg er glad for, at det lykkedes og tilfreds med den pris, jeg har fået, siger Bent Jørgensen til avisen.
Men det ser ud til, at det bliver slut med kombinationen sport og den legendariske schnitzel.
Køberen nedlægger nemlig køkken og selskabslokale på 1. sal, som omdannes til beboelse.
- Der skal dog være erhverv i stueetagen, og det kunne for eksempel være en café, siger Bent Jørgensen, som har solgt til en lokal.
Bent Jørgensen ønsker ikke at oplyse, hvem køber er.