Efter 28 år er det nu slut med liveprogrammer fra Søren Ryge Petersens - og vel nok Danmarks bedst kendte - have på Djursland.
Det afslørede den populære tv-vært selv, da DR onsdag sendte sommerens sidste udgave af “Søren Ryge direkte”.
- Det er lidt specielt. Det er sæsonens sidste udgave af “Søren Ryge direkte”, for nu bliver det snart for mørkt til at sende. Men det er mere end det. Det er også den sidste “Søren Ryge direkte” - nogensinde, lød det fra den 75-årige vært, da han sagde velkommen til programmet onsdag aften.
Søren Ryge fortæller, at han ønsker at stoppe mens legen er god:
- Jeg har sendt live fra haven i 28 år – jeg gentager: I 28 år. Det er jo flere hundrede programmer fra den samme have med den samme person. Jeg kan næsten ikke finde på mere at vise frem, siger Søren Ryge, der glæder sig over seernes trofaste opbakning i så mange år.
- Den eneste grund til, at programmet har kørt i så ufatteligt mange år, er helt klart, at seerne fortsat har gidet at se med. Havde der ikke været seere, så havde vi ikke sendt i 28 år, siger han.
Selv om “Søren Ryge direkte” er en saga blot, behøver det dog ikke være helt slut med Søren Ryge på tv. Selv siger han, at han har lavet en aftale med DR om at kontakte hinanden, hvis en af parterne får en god idé til et nyt tv-program.
Og hvis du ikke kan undvære Søren Ryge så længe, kan du finde 19 sæsoner af “Søren Ryge direkte” på DRTV.