Over parolen 'En ny generation for forandring' holdt den nytiltrådte formand for det engelske arbejderparti, Ed Miliband, i dag sin første store tale ved partikongressen i Manchester.
Han fandt hurtigt de rosende ord frem til sin storebror, David Miliband, som han kaldte 'enestående' og 'inspirerende' i sin accept af Ed Milibands valgsejr i weekend.
Ed Miliband vandt på yderste mandat med blot 50,65 procents stemmer mod Davids 49,35, men han virkede ikke som en leder, der var tæt på ikke at blive valgt. Tværtimod rettede han hurtigt henvendelse til flere af de ledende personer i partiet.
"Lad os se på fakta. Vi fik et dårligt resultat (ved valget, red.). Vi fik et meget dårligt resultat, og vi er uden for regeringsmagten," sagde han ifølge BBC.
Og på den baggrund lagde han op til en stor forandring i partiet, der skal finde tilbage dets gamle idealer.
"Hvad siger det om vores samfunds værdier (...), når en bankmand på en dag kan tjene, hvad en plejemedarbejder tjener på et år?" spurgte han på arbejdermaner.
Samtidig gjorde Ed Miliband de mange flygtede vælgere opmærksomme på, at deres bønner om en anden ledelsesstil fra Labours side, nu var blevet hørt.
"Jeg er klar til at lede landet," sagde han selvsikkert ifølge BBC.
Fakta om Ed Miliband:
- Født juleaftens dag i 1969 (40 år)
- Lillebror til David Miliband og søn til den marxistiske teoretiker Ralph Miliband, der kom til Storbritannien som polsk-jødisk flygtning i 1940
- Energi- og klimaminister i regeringen fra 2007 til valget i år
- Har tidligere arbejdet som bl.a. taleskriver for Gordon Brown