Den europæiske økonomi er fortsat i en forfatning, der gør det nødvendigt med en milliardindsprøjtning i form af et opkøbsprogram fra Den Europæiske Centralbank, ECB.
Det er beskeden fra centralbanken på et rentemøde torsdag.
Den europæiske centralbank forlænger derfor sit opkøbsprogram for obligationer med mindst ni måneder. Til gengæld neddrosles det månedlige beløb.
Hvor ECB i øjeblikket sprøjter 80 milliarder euro ud i den europæiske økonomi hver måned frem til marts 2017, vil beløbet fra april til december 2017 lyde på 60 milliarder euro. Det oplyser ECB ifølge Ritzau Finans.
Ifølge cheføkonom i Danske Bank Las Olsen var det ventet, at ECB's pengeregn over de europæiske markeder ville blive forlænget. Men det er en overraskelse, at beløbet drosles ned.
- Forlængelsen er et signal om, at der kommer til at gå lang tid, før renten bliver sat op. Formentlig er vi et stykke inde i 2019, og det kan meget vel blive endnu senere, skriver han i en kommentar.
Helt som ventet fastholder ECB torsdag renten. Refi-renten ligger på 0,00 procent, mens indlånsrenten ligger på minus 0,4 procent.
Beskeden fra centralbankchef Mario Draghi lyder, at opkøbsprogrammet vil blive yderligere forlænget, hvis det er nødvendigt.
ECB skriver desuden, at banken undervejs kan vælge at skrue op eller ned for de månedlige obligationsopkøb, hvis de økonomiske udsigter gør det nødvendigt.
Ifølge cheføkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank kan meldingen fra ECB smitte af på danske boliglån.
- De lidt lavere opkøb gør måske ikke en kæmpe forskel i sig selv. Men det er klart et nyt signal til markederne, at man på nuværende tidspunkt begynder at stramme op fra ECB, skriver han i en kommentar.
- Meldingen vil derfor givetvis sende renterne opad på fastforrentede lån. I første omgang er der tale om små ændringer, men i de kommende uger kan vi potentielt nu se, at de seneste måneders tendens til højere lange renter fortsætter, tilføjer han.
/ritzau/