En læge er blevet dræbt, og to andre er såret under et angreb mod et hospital i det ebolaplagede DRCongo.
Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge nyhedsbureauet AFP.
Lægen Richard Valery Mouzoko Kiboung, som de seneste måneder har arbejdet på at bekæmpe det igangværende udbrud af ebola i landet, blev dræbt fredag.
Det skete under et angreb mod universitetshospitalet i byen Butembo i den østlige del af DRCongo.
To andre personer blev såret, men er uden for livsfare, oplyser WHO.
Det er blot det seneste i rækken af angreb mod sundhedspersonale, som bekæmper ebola i DRCongo.
- Jeg og alle i WHO er dybt berørt af tabet af vores kollega doktor Mouzoko, siger direktør i WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus i en meddelelse.
- Han placerede sig selv i frontlinjen for at redde liv i DRCongo.
Ifølge politiet og de lokale myndigheder er den dræbte camerounsk statsborger.
Fredagens angreb blev udført af en gruppe bevæbnede mænd, oplyser borgmesteren i Butembo, Sylvain Kanyamanda.
- Ebolaholdet var midt i et møde. Bevæbnede mænd ankom og skød på folk. En læge blev skudt og bragt til skadestuen. Hans kolleger blev såret. Lægen fra Cameroun døde efterfølgende, siger borgmesteren.
WHO-direktøren kalder angrebet "en tragisk påmindelse om den risiko, som sundhedspersonalet udsætter sig selv for hver eneste dag for at beskytte andres liv og helbred".
- Vi er forfærdede over dette angreb. Sundhedsarbejdere og hospitaler må aldrig være mål for angreb, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.
Det nuværende ebolaudbrud er det tiende i DRCongo i løbet af de seneste 40 år. Det brød ud i august sidste år i den nordøstlige del af landet.
843 personer har mistet livet i udbruddet, viser tal fra myndighederne. Det gør det til det næstmest dødelige ebolaudbrud nogensinde.
Den skrøbelige situation i den østlige del af landet, hvor væbnede oprørere har plaget befolkningen i årevis, har gjort det svært for sundhedsmyndighederne at bekæmpe udbruddet og behandle de syge.
/ritzau/