Efter ti år på tinge sadler Charlotte Dyremose om og satser på en civil karriere.
Den 34-årige konservative politiker genopstiller ikke ved næste folketingsvalg.
"Jeg skulle ikke sidde i Folketinget fra jeg var 24 til jeg var 67 år. Det med at sidde der fra man er studerende til man er pensionist, tror jeg ikke er sundt for en selv eller for folkestyret. Så nu synes jeg, det ville være rart at få nogle andre livserfaringer uden for de tykke mure," siger hun til Newspaq.
På Christiansborg har hun været uddannelsespolitisk og kirkepolitisk ordfører. Og så har hun været medlem af Skatterådet.
"Via det politiske arbejde har jeg rigtig mange muligheder. Der er kommunikation, offentligt-privat samarbejde, skat og det kirkelige område. Nu går jeg i tænkeboks for at finde ud af, hvad der er den rigtige vej for mig," siger Dyremose.
Efter et årti i Folketinget har hun en rundhåndet aftrædelsesordning efter vælgernes fyreseddel ved valget i september.
"Der kommer løn ind på kontoen i et stykke tid endnu. Og det giver den fordel, at jeg kan sætte mig ned og tænke mig grundigt om. Nu har jeg for første gang siden studietiden hverken eksamen eller finanslov i december. Så nu vil jeg koncentrere mig 100 procent om julen," siger Charlotte Dyremose.
Hun udelukker dog ikke, at hun vil blande sig i debatten i medierne, ligesom hun fastholder sit medlemskab af Det Konservative Folkeparti.
"Jeg blev politiker, fordi jeg ikke kunne holde min mund. Så jeg kommer nok til at blande mig i et eller andet omfang. Og jeg vil bestemt heller ikke udelukke, at jeg vender tilbage til politik en dag. Men man kommer ikke til at se mig stille op til et lokalvalg om to år," siger hun.
Siden 2001 har hun været gift med Jacob Bræstrup. Parret bor i Virum og har to små børn.