Forbrugerne i mange lande er forsat præget af den finansielle krise. Det påvirker købelysten, som dog samtidig betyder, at forbrugerne er bevidste om at bruge pengene fornuftigt.
Sådan beskriver Jysk udviklingen det seneste år, hvor koncernen havde en vækst på 6 pct. i omsætningen, der nåede 18,9 mia. kr. Det skriver epn.dk.
Resultatet før skat steg i 2012/13 med 8 pct. til 2,2 mia. kroner i kæden, der nu har over 2.100 butikker i 35 lande.
Lars Larsen, der ejer Jysk og er bestyrelsesformand, er tilfreds med udviklingen i selskabet, som har åbnet 100 nye butikker det seneste år.
- Kunderne tænker i den tid, som vi befinder os i, meget over, hvor de får mest værdi for pengene - og det er rart at opleve, at mange forbrugere vælger vores tilbud i den situation, siger Lars Larsen til epn.dk.
Jysk forventer, trods den generelle udvikling, at kunne sikre sig ny vækst i både omsætning og resultatet for 2013/14.