Durmisi og Simon Kjær scorer i målorgie i Sevilla

Riza Durmisi bragte Real Betis i front i 5-3-sejr over Sevilla, der havde Simon Kjær blandt målscorerne.
Riza Durmisi scorede til 3-2, da Real Betis lørdag slog Sevilla 4-3 i den spanske liga.
Riza Durmisi scorede til 3-2, da Real Betis lørdag slog Sevilla 4-3 i den spanske liga. Foto: Cristina Quicler / Arkiv/AFP

Landsholdsspillerne Riza Durmisi og Simon Kjær kom på måltavlen, da Real Betis mødte Sevilla i den bedste spanske fodboldrække.

Sejren endte hos Betis, der vandt lokalbraget mellem de to Sevilla-klubber med 5-3.

Venstrebacken Durmisi sendte Betis på kurs mod sejren, da han efter en times spil gjorde det til 3-2.

Danskeren var gået med frem i venstresiden, hvor han uhindret udnyttede den frie plads til at prikke et indlæg forbi hjemmeholdets målmand.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Simon Kjær havde kort før pausen udlignet til 2-2 for Sevilla med sit første ligamål siden klubskiftet fra tyrkiske Fenerbahce sidste år.

Midterforsvareren stod klar i straffesparksfeltet, da bolden blev slået ind over fra højresiden. Rafael Vazquez forlængede indlægget, og til sidst kastede danskeren sig efter bolden, der fløj i nettet.

Simon Kjær har en gang tidligere scoret for Sevilla. Det var i oktober, da holdet tabte 1-5 til Spartak Moskva i Champions League.

Betis blev lørdag aften belønnet for at være en anelse skarpere end Sevilla. Allerede i det første minut bragte Betis sig foran med 1-0, og efter et hurtigt modsvar fra Sevilla kom gæsterne på 2-1 midtvejs i første halvleg.

Efter at opgøret havde budt på to danske scoringer fra Kjær og Durmisi, gjorde Sergio Leon det til 4-2 til Betis, inden Clement Lenglet reducerede til 3-4 for Sevilla.

Seks minutter inde i overtiden cementerede Cristian Tello sejren for Betis med målet til 5-3 på et kontraangreb.

Sevilla indtager femtepladsen i Primera Division med 29 point for 18 kampe. Betis rykker med sejren op på ottendepladsen med 24 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.