Det har hjulpet for 38 indvandrere at klage over den omdiskuterede indfødsretsprøve. Et tvivlsspørgsmål har vendt en dumpekarakter til bestået.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har nemlig besluttet at lade dem bestå, selv om de i første omgang var dumpet med en fejl for meget.
Klagerne gik på et spørgsmål om, hvornår ordet Danmark første gang optrådte i historien. Facitlisten til prøven siger, at det skete på Jellingstenene, men historikere har påvist, at det skete tidligere.
Derfor har Integrationsministeren efter rådgivning fra ministeriets embedsmænd nu accepteret at også andre svar end Jellingstenene krediteres som korrekte.