”Fastfood giver normalt dårlig samvittighed, men den her burger bør give kunderne ekstra dårlig samvittighed og en rådden smag i munden. Det er jo helt sygt”.
Udfaldet kommer fra Camilla Schwalbe, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), og er vendt mod burgerkæden Hot Buns, hvor de kønne kvindelige tjenere bliver udstyret med en tanktop og hotpants som uniform.
Læs også: Ny burgerkæde vil kun have kvinder i hotpants
Camilla Schwalbe har ikke meget til overs for kæden, der ligger i Aarhus og Skagen og åbner i dag i København.
En restaurant som Hot Buns er med til at reproducere nogle kedelige tendenser i samfundet, mener de unge socialdemokraters formand.
”Vi skal have respekt for kvinderne i vores samfund, og det skal være en klokkeklar værdi, som skal være til stede på arbejdet, i det offentlige rum og i hjemmet. Og mænd er med til at støtte op om et dårligt kvindesyn ved at støtte denne form for restaurant,” siger Camilla Schwalbe.
Læs også: Sådan tjener du 25.000 på jobbet du ikke fik
De unge socialdemokrater overvejer nu kraftigt at blande sig i sagen.

”Sagen er så forargelig, at vi overvejer at kaste os ind i sagen. Jeg tror, de fleste danskere er imod denne form for forretningsmodel og vil være med til at stemme med pengepungen og spise cheeseburgeren et andet sted,” siger Camilla Schwalbe.