"Det skal være piger, der sælger, og de sælger ofte mere, når de er nedringede."
Så klar i mælet er en tidligere chef hos burgerkæden Hot Buns, når det drejer sig om kædens personale, hvor det efter alt at dømme kun er kvinder, der serverer.
Her får kvinderne en tanktop og et par hotpants som uniform, og det får Dansk Kvindesamfund op i det røde felt.
”Mændene bliver bekræftet i, at kvinder er seksuelle objekter, der står til rådighed for manden,” siger næstformand Ulla Tornemand.
Læs også: Burgerpiger i tanktop og hotpants ydmyges
Også ligestillingsordførerne fra de forskellige partier er vrede over situationen på Hot Buns.
”Det er et kvindesyn, der gør kvinden til et objekt. Folk må gå med det tøj de vil, men i det her tilfælde bliver man i tvivl, om de sælger burgere eller markedsfører kvindekroppen,” siger ligestillingsordfører Özlem Cekic (SF).
Hun opfordrer fagforeningerne til at ’komme på banen’ og gå aktivt ind i sagen.
Hvor er de lækre mænd?
Hos Socialdemokraterne hæfter man sig ved, at burgerbiksen har gang i noget ulovligt, hvis de ikke ansætter mænd i tjenerjob.
”Lige så vel som vi ikke skal finde os i at kvinder bliver kønsdiskrimineret, skal mænd heller ikke kønsdiskrimineres. Jeg synes, det er et plat koncept,” siger ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff (S).
Også han mener, at fagforeningerne skal på banen.
Læs også: Ny burgerkæde vil have kvinder i hotpants
”Som jeg hører det, er fagforeningerne parat til at komme på banen, og det vil jeg give dem al mulig opbakning til, så deres medlemmer ikke presses til at have meget lidt tøj på. Det er på ingen måde holdbart,” siger han.
Mere afslappet er Dansk Folkeparti.
”Den kæde burde også lave en afdeling med lækre mænd, så der er noget for kvinderne at kigge på. Jeg går ud fra, at de kvinder der arbejder sådan et sted gør det frivilligt. Jeg ville nok ikke selv gå derind dog,” siger ligestillingsordfører Pia Adelsteen (DF).
Unge politikere trækker i hotpants
Socialdemokraternes ungdomsparti, DSU planlægger en demonstration lørdag, hvor demonstranterne vil troppe op foran den nyåbnede restaurant i hotpants.