Ungdomsarbejdsløsheden er tredoblet på kun tre år og ligger nu på højde med starten af 1980'erne.
Derfor indleder Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og LO Ungdom nu et historisk samarbejde, hvor de kræver handling af politikerne fra både rød og blå blok.
Ellers risikerer får vi en helt ny generation af sociale tabere, lyder advarslen.
"Vi står i en rigtig alvorlig situation, der kan sammenlignes med udviklingen i 1980'erne. Dengang blev titusinder af unge parkeret på sidelinjen, og mange har aldrig fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi frygter udviklingen gentager sig, så vores generation bliver endnu en 'Generation Skraldespand'," siger fra Morten Skov Christiansen fra LO Ungdom.
De to ungdomsorganisationer tager ud til landets gymnasier og erhvervsskoler med budskabet om, at 'Vi vil ikke være Generation Skraldespand'.
En skraldecontainer er med på turneen og skal fyldes op med unge mennesker, for at illustrere alvoren i den nuværende udvikling.
DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen langer ikke kun ud efter regeringen, men også sit eget moderparti, Socialdemokraterne.
De "voksne" politikere mangler både fokus og svar i forhold til at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden.
"Ungdomsarbejdsløshed fylder alt for lidt i debatten, på trods af de meget store konsekvenser. Både for de unge og for samfundet. Det giver ikke mening at bruge tiden på at diskutere hverken afskaffelse af efterlønnen eller 12 minutters ekstra arbejdstid, når næsten 100.000 unge står uden et arbejde," lyder det fra DSU-formanden.