Tusindvis af bekymrede julerejsende bestormer i disse timer DSB's hjemmeside. Og nu er siden bukket under for presset.
"Vi arbejder benhårdt på at få den op og køre igen. Men det hårde pres på siden har simpelthen været for meget af det gode," lyder det fra Tony Bispeskov, der er trafikinformationschef i DSB, til Newspaq.
Op mod en halv million besøgende slår på en dag som i dag vejen forbi siden, forklarer han.
Rejseplanen.dk fungerer stadig, så DSB henviser rejsende hertil.