DSB's tiltrækning af danskere med etnisk baggrund til togfører-uddannelsen, frihed for transseksuelle og andel af kvindelige medarbejdere bliver belønnet i dag.
Sammen med arbejdet for at sikre job til personer med funktionsnedsættelser og et særligt jobtræningsforløb for autister har initiativerne skaffet DSB mangfoldighedsprisen, den såkaldte MIA-prisen 2011.
"Hos DSB har man haft en lang tradition for at arbejde med medarbejdernes trivsel og forskellighed, og dette har i dag forankret sig i en flot strategisk og meget omfattende indsats på mangfoldighedsområdet," skriver Institut for Menneskerettigheder i begrundelsen.
Prisoverrækkelsen finder sted onsdag aften på scenen i Vega i København.
DSB vinder prisen efter tæt kapløb med Vikargruppen Danmark A/S, Økonomi- og digitaliseringscenter Høje Taastrup, Udlændingeservice, Forsvaret og Region Midtjylland.
Her skilte DSB sig ikke mindst ud på grund af initiativerne på LGBT-området (Lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner).
Der er blevet oprettet et LGBT netværk på tværs af organisationen, hvor både medarbejdere og ledelse er involveret, og derudover har transseksuelle mulighed for at benytte uniformen for det køn, som de selv forbinder sig med.
Også med hensyn til kønsfordelingen har DSB gennemgået en klar udvikling.
Hvor andelen af kvindelige medarbejdere i 1996 udgjorde 19 procent udgør de i dag 33 procent, og der arbejdes samtidig målrettet for at øge andelen af kvindelige ledere.
DSB arbejder også aktivt med at sikre jobs for personer med funktionsnedsættelse, hvilket gør sig synligt i de 2,7 procent der er ansat med funktionsnedsættelser.
I den forbindelse har DSB lavet et særligt jobtræningsforløb for personer med autisme.
Der er også etableret særlige seniorordninger, som medarbejderne frivilligt kan benytte sig af. 41 procent af DSB-medarbejderne er over 50 år.