Træer er væltet ned på skinnerne ved Middelfart, Roskilde og Enghave. Og det giver store problemer i trafikken mellem landsdelene.
"I øjeblikket har vi problemer omkring Københavns Hovedbanegård på strækningen København - Høje Tåstrup, som jo så også fortsætter videre ud i landet, på grund af manglende kørestrøm," siger pressemedarbejder Niels Molsted.
De væltede træer har revet køreledningerne ned, og dem kæmper Bane Danmarks mandskab for at få op igen.
Også på Fyn giver det problemer. Alle regionaltog mellem Odense og Fredericia er aflyst, og DSB har i stedet indsat en bus en gang i timen. Aflysningen gælder resten af dagen.
Men der er et lyspunkt til de jyske togpassagerer
"I Jylland, som det ser ud nu, køres der efter normal køreplan", siger Niels Molsted.