DSB's problembarn IC4 er kommet i nye vanskeligheder. Togførerkupéen er ganske enkelt sparet væk. Men det går ikke, siger de ansattes fagforening. Så nu skal IC4-togene bygges om, inden de overhovedet er kommet ud at køre, erfarer Nyhedsbureauet Newspaq.
Oprindelig havde man tænkt sig, at togføreren kunne holde pause sammen med stewardessen i pantryet. Men det er der ganske enkelt ikke plads til. Derfor skal en del af indmaden ændres i løbet af det næste år.
"Jeg kan ikke svare dig på, hvorfor man ikke har kunnet forudset det her problem, da man tegnede toget. For jeg har samme holdning som dig; det har vi ikke gjort godt nok. Her kan jeg ikke komme med en eller anden pølseforklaring på, for det burde vi have set," erkender underdirektør i DSB, Erik Christensen, over for Newspaq.
De ansattes fagforening har undret sig noget over, at DSB kunne lancere et tog uden at tænke på, at togpersonalet skulle have en pause i ny og næ.
"Det er da frustrerende, at man ikke sørger for at give ordentlig arbejdsforhold fra starten af," lyder det fra Niels Henrik Nielsen, der er områdegruppeformand for togpersonalet i Dansk Jernbaneforbund.
Men det tager tid at bygge et pauserum til de ansatte. Og da togpersonalet er trætte af ikke at kunne sidde fem minutter, uden at skulle sætte sig mellem passagererne, har DSB fundet på en midlertidig løsning: Når man skal køre IC4-tog, får man 500 kroner ekstra i løn om dagen.
Men den løsning er ikke udpræget populær hos Dansk Jernbaneforbund.
"Det giver lidt problemer, når vi laver de her lønforskelle, det er da klart," slår Niels Henrik Nielsen fast.
DSB erkender også, at den ekstra løncheck ikke er den mest solidariske løsning på problemet med de manglende togførerkupéer.
"Du har fuldstændig ret i, at nogle kollegaer kigger lidt skævt til det her. Men vi føler, det var det bedste, vi kunne gøre," slutter Erik Christensen til Newspaq.