Danskerne landet over kan holde jul med deres kære - og tage toget frem og tilbage.
Det står klart, efter at 900 DSB-medarbejdere her til morgen har besluttet at fortsætte arbejdet.
Det er første gang, at de ansatte mødtes, efter at forhandlingerne med DSB-ledelsen i fredags blev genoptaget.
"De ansatte besluttede efter en lang diskussion at blive i arbejde og afvente forhandlingerne. Det sker af hensyn til juletrafikken," siger Flemming Rasmussen, forhandlingsleder for de ansatte, til Newspaq.
Han ønsker ikke at oplyse om, hvorfor der igen skal være forhandlinger med ledelsen.
"Når der ligger et resultat, eller hvis forhandlingerne bryder sammen, vil man mødes igen. Det var kun af hensyn til juletrafikken, at man ikke nedlagte arbejde, fordi DSB har sagt, at en løsning skal være udgiftsneutral," siger Flemming Rasmussen, der er formand for forhandlingsfællesskabet FO Jernbanedrift.
Han har ingen kommentarer til, hvordan forhandlingerne går.
"Vi er blevet enige med DSB om ikke at kommentere forhandlingerne," siger han.
Konflikten i DSB skyldes, at de ansatte på fem forskellige DSB-værksteder ved årsskiftet blev lagt over i aktieselskabet DSB Vedligehold - uden at få deres gamle lokalaftaler om løn og pension med.
Det har ført til lange og svære forhandlinger, der endte i sammenbrud for omkring tre uger siden.
DSB-håndværkerne kræver bl.a., at hver ansat får pension af sin resultatløn. Det drejer sig om godt 120 kroner om måneden for hver enkelt medarbejder.
De ansatte har også mistet deres såkaldte omstillingsvejledning. Det betyder, at de ikke længere tilbydes en periode, hvor de kan omskoles til en ny stilling.