Lisbeth Andersson synes, det er foruroligende, at hun får sværere og sværere ved at slå et smil af folk.
Hun har arbejdet som togfører hos DSB i 14 år, og da hun begyndte i jobbet smilede omkring hver fjerde tilbage, når hun smilede til dem. I dag er det måske 1 ud af 20, siger hun til B.T.:
- Jeg synes, det er foruroligende. Jeg kan ikke lade være med at tænke: "Hvad er der sket? Hvor er vi på vej hen som samfund?". Folk har ikke tid til at sige hej længere.
Hun har svært ved at sætte fingeren på, hvad årsagen kan være, men spørger ofte sig selv, om folk har det godt, eller om de har for meget i hovedet.
Hun oplever, at når hun skal se passagerernes billetter, er der nogle, som helt ignorerer hende:
- Jeg må prikke dem på skulderen, og så viser de helt demonstrativt billetten, fordi der er en irritation over, at man forstyrrer dem, siger hun.
Lisbeth Andersson fortæller til B.T., at en af de store forskelle fra da hun begyndte i jobbet til i dag er, at folk sidder med computer eller smartphone.
- Folk var mere til stede. I dag er de alle mulige andre steder oppe i hovedet, siger hun, og tilføjer, at hun bliver glad, når folk smiler tilbage, og at det har stor betydning for hendes arbejdsglæde.
Hun opfordrer til flere smil og mener, at alle vil have godt af at smile noget mere:
- Prøv at mærke, hvad det også kan gøre for dig selv, at du smiler tilbage. Når der kommer et menneske og smiler til dig, så tag imod det. Giv os nu det smil, opfordrer Lisbeth Andersson.