Dit køretøj skal sige 'fut fuuuuuut' og ikke 'dyt dyyyyt', når du kører til middag juleaften.
Naturligvis er cykel og gå-ben det mindst klimabelastende, hvis man skal fragte sig selv rundt i juledagene. Men hvis man bor i Køge og skal holde juleaften med mormor i Aalborg, så er den transportmetode temmelig urealistisk.
Så lad bilen stå i carporten og smid i stedet gaver, børn og pakkenelliker på et tog, hvis du vil spare på CO2-udledningen.
Sådan lyder rådet fra Jacob Sørensen, miljø- og sundhedsfaglig medarbejder ved Informationscenter for Miljø og Sundhed.
"Det er mindre klimabelastende at vælge toget frem for bilen. Toget bruger mindst energi per passager, og mange tog kan køre på elektricitet, der kan produceres af vindmøller," siger han til Newspaq.
Har du samtidig planer om at sejle med en hurtigfærge, så har Jacob Sørensen et råd, hvis du vil være en klimaven.
"Drop dem. De er ekstremt miljøbelastende," siger han.
På CO2-beregneren www.ecopassenger.org taler tallene også for sig selv. Konklusionen er, at din bil er et klimasvin sammenlignet med toget. Når man sætter sig bag rattet fra Køge til Ribe udleder man hele 24,1 kilo C02, mens det kun koster 6,9 kilo, hvis man tager plads i toget.
Transport er da også et af de områder, hvor det virkelig rykker, hvis man vil spare på sin CO2-udledning. Ifølge Energistyrelsen udgjorde transportsektorens CO2-udledning i 2007 omkring 16,5 millioner ton, svarende til knap en tredjedel af Danmarks energiforbrug.
Men er du blandt dem, der ikke kan overskue andet end at proppe dine tre unger ind i en bil, så kan du også gøre noget på dét punkt.
"Hav en jævn fart, kør behersket og undgå for mange nedbremsninger og accelerationer. Og søg for, at dæktrykket er korrekt. På den måde bruger du så lidt benzin som muligt," siger Jacob Sørensen.
Du kan også vælge at køre med andre, der også skal til Horsens eller Ringsted for at holde jul. Du kan finde kørepartnere www.gomore.dk.
På hvorlangtpaaliteren.dk kan du tjekke, om din bil er god ved miljøet og klimaet.
Samtidig kan du her læse mere om, hvordan du kører mest klimavenligt i bil.
Klimajulekalender
I december kæmper verdens ledere for et bedre klima til FN's klimatopmøde i København - men hvad kan du gøre for klimaet i juledagene?
Vi søger svar på julens klimaspørgsmål og går på jagt efter nyheder og gode idéer til, hvordan din jul kan blive mere klimavenlig.
COP15-mødet slutter i dag. Samtidig er dette den sidste artikel i serien.