Nytårsaften er et af årets mærkeligste højdepunkter. I morgen er der joatter en dag; solen vil stå op på det sene tidspunkt, som hørerårstiden til, og vejret vil næppe blive anderledes, end hvad denseneste vejrmelding lover os.

Alligevel ser vi frem til denne aften som noget særligt, enten visamles i glade venners lag eller vi måske foretrækker at holde den istille eftertanke. For denne aften er skelsættende; i morgen står vipludseligt i et helt nyt år: år 2008; i aften vil vi sige farvel til år2007.

Her i Danmark oplever mange af os i disse år gode tider med øgetvelstand, med optimisme og tryghed. Vi synes, at vi efterhånden erblevet dygtige til at indrette vort samfund sådan, at alle skal kunnefå det mest nødvendige, i hvert fald når det gælder materielle goder.

Vi er meget optaget af at opnå det perfekte, det gnidningsfri ogbehagelige liv. Landet skal være yndigt – men det må ikke lugte. Byenskal være fuld af liv – men den må ikke larme. Alle vore ønsker skullegerne opfyldes – men det må ikke koste noget. Vi ser helst, at vort liver fuldt af udfordringer; men de må endelig ikke blive for krævendeeller medføre uberegnelige konsekvenser.

Især de unge familier er hårdt spændt for. De har rygende travlt, dehar høje ambitioner, de sætter sig store mål, og mange ser dem også gåi opfyldelse, måske i højere grad end deres forældre og bedsteforældrenogensinde kunne gøre sig håb om. Men for nogle unge er det anderledes,de når måske ikke engang så langt, som at sætte sig noget mål, de erudenfor endnu inden, de rigtigt får begyndt.

Vi har et ansvar for hinanden, det er et af de principper, vort samfundbygger på. Måske var vi bedre til at forstå det, dengang der var mindreat deles om; nu er det så nemt at synes, at problemerne kan nogle andretage sig af, blot vi selv kommer videre. Så bliver vi chokerede, når vihører om børn eller ældre mennesker, der vantrives eller om ungemennesker, der ikke kan finde noget ståsted.

"Hvem har nu svigtet?", spørger vi forarget, og ser os omkring. Det harvi egentlig selv. Vi skal også i det moderne, hurtige samfund kere osom andre. Vi bliver fattigere, hvis vi glemmer det. Og menneskeligfattigdom skulle nødig være prisen for materiel rigdom.

Det rige samfund, som vi tilhører, med dets mange goder og denindarbejdede omsorg også for de svagere, tiltrækker mennesker, derkommer fra andre egne af verden, og som nærer de samme håb som vi: Etgodt og virksomt liv med familie og venner, med glæde både i det næreog i fællesskabet.

Det er ikke let for nogen at skulle lægge sin tilværelse om, sådan somdet må ske, når man slår sig ned i et nyt land. Helt kan det ikkeundgås, at der måske bliver set lidt skævt til den fremmede, som harandre skikke, en anden klædedragt, og som endnu ikke behersker sproget.

Men det er helt nødvendigt, at man har et åbent sind og en vilje til atfinde sig tilrette. På samme måde er det vigtigt, at det samfund, sommodtager de tilrejste, er parat til både at hjælpe og støtte og til atforklare, hvilke krav der stilles og hvilke regler, der gælder. De harbrug for os, og vi har brug for dem.

Denne nytårsaften vil jeg gerne rette en hilsen til alle de mange, somgennem den seneste menneskealder har slået sig ned i Danmark. Jegønsker for dem alle, at hvert nyt år, de oplever her blandt os, trodsalle vanskeligheder, må bringe dem videre, så at de kan se sig selv ogderes efterkommere som en del af det danske samfund.

Danmark er ikke stort, vi har hverken høje bjerge og dybe dale ellervældige vidder og endeløse skove. Men vi har vort landskab, som viholder af. Næsten altid har vi udsigt til fjord eller hav; overalt erder spor af vore forfædres færden. Dog varer det aldrig længe før debløde bakker afløses af bebyggelserne som breder sig ud fra de gamlebyer ved kysten eller fra jernbaneknudepunkterne inde i landet.

Ligeså meget som vi glæder os over broen, som føjer sig ind ilandskabet eller den vellykkede omformning af et gammelt torv i byen,ligeså meget ærgrer det os, når en nybygning pludseligt stjæler voresudsigt, eller når en husrække skæmmes af en ufølsom facadefornyelse.

Den vældige udvikling vi har været vidne til indenfor de senere år,fylder os med modstridende følelser. Det er vemodigt at se meget af detgamle forsvinde, men ikke desto mindre er vi med rette stolte af denforetagsomhed, som alt det nye vidner om.

Men nej, vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi vil jo ikke sidde idagevis i Nyborg eller Korsør og vente på gunstig vind for at kommeover Storebælt, eller på at der er vand nok i åen, til at møllen kanmale vores mel. Vi tilhører et moderne og dynamisk samfund, og vi ermange.

Vi vil hver især gerne udvikle alle vore evner og vi vil, at vore børnog børnebørn skal kunne leve videre i et samfund, som stadig byder påmuligheder og udfordringer.

I disse år bliver det i stigende grad klart for os, at al vor stræbenefter udvikling også har rent fysiske konsekvenser, nemlig for miljøet:luften, vi indånder; vandet, vi skal drikke; jorden og havene, hvorfravi skal hente vores mad. For vi ved jo, at alt det er betinget af deklimatiske forhold, vi lever under. Og nu begynder klimaettilsyneladende for alvor at blive påvirket af vore aktiviteter ikkebare lokalt, men globalt.

Hvis vore efterkommere også skal opleve den befriende glæde ved at gåud i naturen, nyde udsigten fra en bakketop eller ligge i græsset og seskyerne sejle for vinden, så må vi alle sammen tage et ansvar for atgive det, der blev os betroet, videre til de næste generationer.

I aften går mine tanker til de danske soldater, som gør tjeneste underfremmede himmelstrøg og som under svære betingelser arbejder for atskabe fred og sikkerhed og et bedre liv for den lokale befolkning ilande fjernt fra Danmark. Særligt tænker jeg på dem under megetkrævende forhold i Afghanistan.

De har i de seneste måneder lidt sørgelige tab, men jeg ved at destadig holder hovedet højt og står sammen. Vi herhjemme kan dårligtforestille os, hvad de må gennemgå, men vi kan være stolte af deresfærd, og vi skal lade dem vide, at vi tænker på dem.

Til alle i det danske forsvar sender jeg min nytårshilsen og min takfor deres indsats i året der gik. Min dybeste medfølelse går til defamilier, som nu sidder med sorgen og savnet af en de havde kær, og somhar ofret livet i Afghanistan eller Irak; også de er ofte i mine tanker.

Der er mange, som i år må tilbringe nytårsaften fjernt fra Danmark ogderes nærmeste. Hvad enten de er udsendt til nogle af verdens – alt formange – brændpunkter eller de har opgaver at røgte til lands ellervands, sender jeg dem mine gode nytårsønsker. Jeg sender også minhilsen til de danske syd for grænsen med ønsket om et godt nyt år.

Når vintermørket sænker sig og blæsten suser over tagene, går minetanker ofte nordpå til Færøerne og Grønland. Der bliver julen ognytåret netop til lysenes fest. Men nu er solen vendt og nu går detlangsomt mod lysere tider. Måtte det nye år bringe alt muligt godt bådetil det færøske og det grønlandske folk.

For at vi alle kan færdes trygt og hvile roligt, er det nødvendigt, atder er nogle, der våger og er parate til at yde en indsats, hvisulykken alligevel rammer. Jeg tænker på Beredskabet og på Politiet ogpå dem, hvis arbejde er på hospitalerne. Jeg ønsker dem hver især etgodt nyt år, med en tak for alt hvad de yder både til daglig og ikritiske situationer.

Hvert år har i tilbageblikket sit eget ansigt. I dette år harPrinsgemalen og jeg haft den store glæde, at vores familie er blevetforøget med endnu et lille barnebarn, da Kronprinsparret fik deresdatter Isabella.

Det har varmet os at føle hvordan alle sluttede op om os i vor glæde,ligesom vi har mærket den varme interesse, der har samlet sig om PrinsJoachim og hans forlovede Marie Cavallier. At så mange tager del i alt,hvad der rører sig i vor familie og glæder sig med os, berører os alledybt og fylder os med taknemmelighed. Det er en kilde til dagliginspiration, og en forpligtelse til altid at yde vort bedste. Det følervi, unge som gamle.

På årets sidste aften er det mit ønske at det nye år må blive et godtår for Danmark og for os alle sammen. Må også de, der sidder med sygdomog bekymringer eller med tunge tanker, finde et lysglimt, der kan føredem videre: En kærlig hånd, et venligt blik, som kan vise dem, at deikke er glemt.

Så vil vi alle ønske hinanden et godt nytår og med fortrøstning se det nye år i møde og hilse år 2008 velkommen her.

Godt nytår.

GUD BEVARE DANMARK