Dronningen ankommer i guldkaret til årets sidste nytårskur
Dronningen kører i guldkaret til Christiansborg Slot, Dronning Margrethe, Dronningen Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe er fredag kørt fra Amalienborg til Christiansborg i guldkaret.

Dronning Margrethe ankom med stil, da hun fredag blev kørt til årets sidste nytårskur.

Klokken 9 fredag morgen kørte hun fra De Kongelige Stalde på Amalienborg til Christiansborg Slot i guldkaret. Hun blev eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Den famøse guldkaret, som dronningen køres i, kaldes også "Kong Christian VIII's karet", og den er belagt med 24 karats bladguld.

Der er stadig en mulighed for at se regenten for nysgerrige sjæle, der befinder sig i hovedstadsområdet, for cirka klokken 13.30 kører hun tilbage til Amalienborg.

Fredagens nytårskur på Christiansborg Slot er dronningens sidste i 2018.

Gæsterne er chefer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Det er en gammel tradition, at dronningen afholder nytårskure i begyndelsen af januar.

Det er uvist, hvor langt traditionen går tilbage, men ifølge kongehuset blev begivenhederne omkring årsskiftet omtalt som en gammel skik allerede i midten af 1600-tallet, og grundelementerne er stadig de samme.

Dronningen har i år afholdt tre nytårskure.

Den første blev afviklet 1. januar, hvor majestæten traditionen tro inviterede regeringen, landets øverste embedsmænd og hoffets ledelse til nytårstaffel i Riddersalen i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Den anden nytårskur blev afholdt torsdag, hvor det var højesteretsdommere, diplomater samt Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps, der fik mulighed for at ønske dronningen godt nytår.

I forbindelse med årsskiftet er det også tradition i kongehuset, at der 1. januar bliver lagt gratulationslister frem i Det Gule Palæ ved Amalienborg, hvor det er muligt for danskerne at skrive en nytårshilsen til dronning Margrethe.

/ritzau/

/ritzau/