Det kommer ikke til at gå upåagtet hen, at Didier Drogba og Jose Bosingwa efter semifinalen i Champions League mod Barcelona ikke kunne holde deres skuffelse over dommeren tilbage.
Det europæiske fodboldforbund Uefa har besluttet, at anklage begge spillere for deres verbale krænkelser af den norske dommer Tom Henning Øvrebo.
Chelsea spillede 1-1 mor Barcelona og måtte derfor vinke farvel til en plads i finalen, og det passede ikke Chelseaspillerne, som mente, at dommeren havde skylden.
Drogba måtte holdes tilbage af medspillere, af frygt for Øvrebøs sikkerhed, og Bosingwa udtalte efter kampen til portugisisk TV, at han var i tvivl om, hvorvidt nordmanden var en dommer eller en tyv, skriver Sporten.dk.
Siden har de to temperamentsfulde Chelseaspillere undskyldt, men de slipper altså ikke for at forklare sig overfor Uefa.
Desuden skal Chelsea gøre rede for, hvorfor nogle af deres fans smed romerlys og raketter på banen efter kampen.
Forbundet træffer en afgørelse den 17. juni. Mens Chelsea risikerer en bøde, kan Drogba og Bosingwa risikere at blive straffet med et antal karantænedage for deres opførsel og udtalelser.