Slip musen, læn dig tilbage i kontorstolen og luk så øjnene et øjeblik.
Forestil dig hvordan dit kontor ser ud, når du åbner øjnene igen. Hvad ser du?
Ifølge en undersøgelse, som det svenske Kontorbarometer har foretaget af drømmene om indretningen på vores kontor, ser du garanteret meget mere end blot en kaffe- og en kildevandsmaskine.
Havudsigt og flipperspil hitter hos mændene, mens kvinder vil have adgang til massage, lysterapi og en personlig træner, skriver epn.dk.
Også gymnastisk, spa, sauna, boblebad, terrase, lånecykler, hvilerum og betalt parkeringsplads står højt på ønskelisterne hos begge køn.
Cecilia Söderström er HR-chef i ejendomsselskabet Vasakronen, der står bag Kontorbarometeret, og hun beretter, at helse-trenden er fulgt med ind på kontoret. Ejendomsselskabet oplever en markant større efterspørgsel på løsninger, der hjælper de ansatte til at få det bedre. Det kan for eksempel være adgang til gymnastik og massage, men det kan også være cykeludlån og bademuligheder.
Deltagerne i undersøgelsen vil også have nem og fleksibel adgang til og fra kontoret, som helst skal være lyst og stilrent eller alternativt smart og topdesignet.
En lækker frokostrestaurant i nærheden er også et hit - men en egen kok på kontoret får også tænderne til at løbe i vand. Næsten hver anden ønsker sig en kontorkok - i hvert fald i drømmene.