Verdens bedste bordfodboldspillere mødes fra i dag i den franske by Nantes til VM.
Og selv om den bedste danske herrespiller Sven Wonsyld - han er pt. nummer 25 på verdensranglisten - har måtte melde afbud til turneringen, så er der store danske gulddrømme knyttet til især de unge talenter.
Juniorspillerne Jonathan Juul, Troels Trier, Emil Savery og Amalie Bremer hører nemlig til blandt de bedste i verden.
"Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at vi forsvarer vores to junior-verdensmesterskaber, både i single og double," lyder det fra Johannes Grosbøll, der er bestyrelsesformand i Dansk Bordfodbold Forbund, over for Newspaq.
Han betegner turneringen i Nantes som det "ypperligste" inden for sporten, som normalt bliver dyrket i stor stil på danske barer og uddannelsessteder.
De endelige resultater for de unge spillere foreligger først hen under aftenen, men her til morgen har de danske spillere vundet tre ud af tre mulige.
I morgen går seniordelen af VM i gang. Her skal den forsvarende junior-verdensmester Troels Trier prøve kræfter med de allerbedste i verden.
VM bliver spillet på den måde, at hver opgør afvikles over to opgør. Spillerne vælger så på skift deres favoritbord.
Dermed skulle den evindelige undskyldning; "jeg kan ikke altså spille på det her bord", være ryddet af vejen.
Følg VM-turneringen her.