Der løber en dansker rundt med et ben i hver lejr, når den lørdag står på fodboldlandskamp mellem Danmark og Norge.
Den norske landstræner Egil Drillo Olsen har nemlig en dansk søn ved Rasmus Petersen, skriver B.T. En hemmelighed, som ingen ellers kendte til.
"Han skilter ikke med, at han er søn af Drillo. Men han er heller ikke flov over det," fortæller en anonym kilde fra Rasmus Petersens klub til B.T.
Rasmus Petersen spiller til dagligt den meget tekniske udgave af indendørs fodbold Futsal i BGA (Boldklubberne Glostrup og Albertslund). Men det kunne sagtens være blevet til mere, vurderer klubkammeraten.
"Havde han været mere seriøs som teenager og trænet meget mere og satset alt på fodbolden, så er jeg ikke i tvivl om, at han ville være Superliga-spiller i dag," lyder det.
Drillo fik Rasmus Petersen, da han i 1980erne havde et forhold til en dansk kvinde, og far og søn har eftersigende et fint forhold til hinanden i dag.
Både Drillo og Rasmus Petersen bekræfter historien overfor B.T., men ingen af dem har ønsket at udtale sig.