En 17-årig dreng er sigtet for et temmeligt utraditionelt røveri.
Sigtelsen er givet efter en person først på natten til torsdag bestilte seks pizzaer til en adresse på Skanderborggade i Randers-bydelen Vorup, skriver TV 2 Østjylland.
Ved ankomsten til adressen gik en gruppe på fem-seks drenge hen til pizzabudets bil. Her stak den ene dreng hovedet ind ad vinduet og spurgte, hvordan han kunne betale.
Pludselig tog han fat i tasken med pizzaerne og forsøgte at trække den ud ad vinduet. Da pizzabudet greb fat i tasken, slog drengen ud efter budet - dog uden at ramme.
Det lykkedes pizzabudet at køre fra stedet - med tasken med pizzaer, skriver tv-kanalen.
Politiet har efterfølgende anholdt en 17-årig mand fra Randers. Han er nu sigtet for forsøg på røveri.