Kunderne hos en autofrohandler i Ringe har mistet ikke færre end 160 hjul.
Tyve har i løbet af natten til onsdag nemlig brudt ind i den container, hvor hjulene blev opbevaret og er i ly af den lyse sommernat stukket af med de 160 hjul.
Fyns Politi er uden spor af gerningsmændene, men formoder, at tyvene har brugt en vinkelsliber til først at skære sig vej gennem en port og efterfølgende skåret containeren.
- Vi har ikke så meget at gå efter. Vi formoder, at indbruddet har lavet en del larm, men vi har ikke fået nogen henvendelser, siger Anders Furbo Therkelsen fra Fyns Politi til TV 2/Fyn.
Vagtchefen konstaterer desuden, at 160 hjul - altså fælge med dæk - fylder en hel del.
- Det er sjældent tyveknægte kører i lastbil, det ser vi ikke så tit. Så det er formentlig en varevogn, siger Anders Furbo Therkelsen til tv-kanalen.