22 minutter inde i kampen blev FC Midtjyllands Baba Collins udvist, efter han havde slået ud efter Esbjergs Thomas Gaardsøe.
En udvisning, som Baba Collins finder uretfærdig. Han påstår nemlig, at Gaardsøe kaldte ham en "abekat".
Men den udlægning af hændelsesforløbet afviser Gaardsøe ifølge TV 2 Sporten.
"Det kan jeg sværge på, at jeg aldrig har sagt til ham. Jeg havde slet ikke snakket med ham. Vi har nogle nærkampe, og han føler, at jeg går lidt hårdt til ham," siger Gaardsøe.
Selve kampen endte med en sejr på 2-1 til hjemmeholdet Esbjerg.
Første mål blev sat ind af Mikkel Vendelbo i slutminutterne af første halvleg, mens Jonas Borring udlignede med et kvarter tilbage.
Men så med fem minutter tilbage afgjorde Jesper Lange kampen til vestjydernes fordel.
En vigtig scoring, som sender Esbjerg fB op på tredjepladsen ét point foran Silkeborg IF og AaB.
FCM beholder - for nu - sjettepladsen. Den kan komme i fare, hvis Brøndby IF vinder over OB til aften.