En dansk jægersoldat blev natten til torsdag dræbt i Afghanistan, da han under en patrulje blev ramt af en sprængning.
De nærmeste pårørende er underrettet om hændelsen.
- Det er med stor sorg, at jeg her til morgen må meddele, at vi i nat har mistet en af vores meget erfarne soldater under en operation i Afghanistan, siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, til Ritzau.
- Det er et hårdt slag for os alle og især for soldatens familie. Det er med stor medfølelse, at vi tænker på familien og på den dræbtes kammerater.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe familien herhjemme - og for at støtte kammeraterne og kollegerne i Helmand, siger han.
Den dræbte soldat var udsendt fra Jægerkorpset i Aalborg, og han var sammen med soldater fra hans gruppe Task Force 7 natten mellem onsdag og torsdag på en fælles patrulje med afghanske politifolk i området Upper Geresk Valley.
Under patruljen blev en sprængladning udløst, og den danske soldat blev hårdt såret.
Han modtog førstehjælp på stedet, hvorefter han blev fløjet til felthospitalet i Camp Bastion. Hans liv stod dog ikke til at redde.
Generalmajor Agner Rokos vil på nuværende tidspunkt ikke komme med flere oplysninger om den omkomne soldat.
- Familie og pårørende er underrettet, og de skal have tid til at arbejde med det. Så vi regner med at offentliggøre mere i morgen, siger han.
Task Force 7 er en specialstyrkeenhed, der arbejder med at træne Helmands specialpolitistyrke, som holder til i provinshovedstaden Lashkar Gah.
51 danske soldater har mistet livet under de internationale operationer i Afghanistan og Irak siden 2002. 43 er dræbt i Afghanistan, mens otte er døde i Irak. I 2012 mistede ingen danske soldater livet.
/ritzau/