Politiet i Sydøstjylland og på Fyn kan ånde lettet op og tørre sveden af panden. En stor klapjagt her til morgen endte med anholdelse af den formodede drabsmand på Sjælland.
Den 44-årige Poul Hansen krydsede Fyn med politiet i hælene. Han er den formodede drabsmand på en 43-årig kvinde. Kvinden blev torsdag morgen fundet dræbt i hjemmet i byen Lindved ved Hedensted.
Poul Hansens BMW blev først set på Fyn her til formiddag, og Fyns Politi hjalp derfor Sydøstjyllands politi med at få lagt manden i håndjern.
Politiet i Tyskland blev bedt om at se efter bilen og manden. Og det danske politi satte en helikopter ind i jagten, mens politiet lå på lur ved samtlige broer.
Torsdag formiddag blev han så anholdt på Sjælland i nærheden af Storebæltsbroen.
En bekendt til den dræbte kvinde fortæller Newspaq, at hun var en meget glad kvinde og mor til tre drenge på mellem 9 og 14 år.
"Hun skulle lige til at starte på et nyt job på Kolding Sygehus som indkøber, vi tænker alle på hendes drenge, og det er meget tragisk det hele," siger den bekendte.
Indtil videre ser det ud som om, at kvinden formentlig er blevet skudt med et haglgevær.
Sydøstjyllands Politi skal nu klarlægge omstændighederne omkring drabet.