De to nordmænd, der er dømt for drab i Den Demokratiske Republik Congo, påstår nu, at de har ny dokumentation, der kan bevise deres uskyld.
Men de får ikke lov til at fremlægge beviserne i ankesagen for den dom, der har sendt de to nordmænd på dødsgangen.
"Hverken anklageren eller forsvaret kan fremlægge eventuelle nye beviser i denne sag. Det er sådan, congolesisk lov fungerer," siger hoveddommer i den militære ret, Pascale Moliba, ifølge VG Nett.
Lørdag oplyste den ene dømte Joshua French ellers, at han og den meddømte Tjostolv Moland i samarbejde med deres forsvarer har nye beviser, som skal dokumentere, at de er uskyldige.
Men det kan altså ikke lade sig gøre i Congo.
Den norske advokat Morten Furuholmen har forsøgt at hjælpe de to dødsdømte mænd, men Congo tillader kun, at en congolesisk advokat forsvarer dem, og Furuhomen må derfor kun rådgive fra sidelinjen.
Men ifølge den norske advokat kan rettens afvisning af nye beviser alligevel få en betydning. Nordmændene er nemlig blevet afkrævet gigantiske erstatningsbeløb af den døde chaufførs pårørende samt af Den Demokratiske Republik Congo. Det krav mener Furuholmen ikke, at man kan opretholde.
"Hvis det er sådan, at man ikke må lægge nye beviser frem i en ankesag, så er det i hvert fald et selvstændigt ankepunkt mod, hvor håbløs denne proces er," siger advokat Furuholmen.
Nordmændene blev anholdt i begyndelsen af maj for mordet på deres chauffør, som de kørte gennem junglen med. Selv siger de to mænd, at chaufføren blev overfaldet af ukendte gerningsmænd.