Det kan måske være svært at finde underholdningsværdien i en bondemand, som tusser rundt og bygger skur til sine gæs og kværner roer og overvejer, om han ikke skulle få en ko i stedet for geder.
Men alligevel er serien om bondemanden fra den gamle landejendom på Djursland det mest sete program på DR2 nogensinde, skriver politiken.dk.
I søndags sad over 720.000 danskere limet til skærmene for at se den unge landmand og hans kone lave grønlangkål.
Bondemanden hedder Frank Erichsen, og tror at folk drømmer om et simplere liv.
"Det er vel sådan en drøm, folk har. Om at leve det enkle liv og være selvforsynende og bo langt ude på landet," siger han.
Seks søndage i træk har 'Bonderøven' slået DR2-rekord. I søndags så 727.000 programmet, som dermed overgik DR1's samtidige 'Unge Andersen'.