DR bliver beskyldt for at bruge for mange penge på ny tv-satsning.
I søndags blev DR's storslåede serie om danmarkshistorien skudt igang, da 'Historien om Danmark' havde præmiere på DR 1.
Dokumentarserien, der har skuespiller Lars Mikkelsen som vært, trak i søndags 1,3 mio. seere og har efterfølgende høstet ros af begejstrede anmeldere og seere.
Men nu fortæller flere kilder til Finans.dk, at tv-succesen er præget af 'økonomisk rod' og omfattende budgetoverskridelser.
Sat under økonomisk administration
Ifølge Finans.dk skulle der være tale om 'massive' budgetoverskridelser, der har medført, at afdelingen bag produktionen nu er sat under økonomisk administration.
Kulturdirektør i DR, Tine Smedegaard Andersen, bekræfter budgetoverskridelserne, men vil ikke sætte tal på:
- Vi ville fortælle hele danmarkshistorien for hele befolkningen, og vi ville gøre det på DR1 på det tidspunkt, hvor vi normalt sender vores dramaserier. Det har været en længere proces. Og den ambition har betydet, at vi undervejs er løbet ind i udfordringer, og at det er blevet sværere, end vi troede, siger hun til Finans.dk.
To chefer forlod projektet
Ifølge Finans.dk har to chefer forladt projektet, bare få måneder inden serien fik premiere på tv.
Om der er en sammenhæng mellem de to chefers exit så kort tid før premieren og budgetoverskridelserne er ukendt.
Ingen af de to har ønsket at kommentere sagen til Finans.dk