Stram Kurs ser ud til at ende lige under spærregrænsen, og det er dermed usikkert, om partiet kommer i Folketinget.
Partiet står ifølge TV2's første prognose til 1,8 procent af stemmerne på landsplan. I DR's prognose ligger partiet akkurat lige under 2,0 procent.
Selv om Stram Kurs ikke kommer over spærregrænsen, har partiet alligevel mulighed for at komme i Folketinget med et kredsmandat, hvilket kræver særligt mange krydser i en enkelt storkreds.
Skulle Stram Kurs få et kredsmandat, er der mulighed for at få yderligere mandater i Folketinget, da partiet dermed får del i tillægsmandaterne, der bliver fordelt, så de passer bedst overens med stemmerne på landsplan.
Det er første gang, at Stram Kurs og partileder Rasmus Paludan stiller op til Folketinget.
Medierne har i løbet af det seneste år i højere grad fået øjnene op for Rasmus Paludan i takt med, at han har demonstreret rundt om i landet og lagt videoerne på YouTube.
Partiet blev stiftet i 2017, men blev først opstillingsberettiget, efter at moddemonstranter i påsken skabte stor uro på Nørrebro i forbindelse med et besøg af Rasmus Paludan.
Stram Kurs' partiprogram omfatter blandt andet, at islam skal forbydes, og at alle ikkevestlige personer skal sendes ud af landet.
Samlet set står rød blok ifølge prognoserne fra både DR og TV2 til at vinde valget, da Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten står til at få 88-89 mandater. Derudover står Alternativet til 5-6 mandater.
Venstre og De Konservative står til at gå frem i blå blok, men det er ikke nok til at dæmme op for stor tilbagegang hos både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der står til at blive mere end halveret.
/ritzau/