Skal du poste et brev, kan det nu frankeres med et billede af DR-legenden Tine Bryld.
Hendes portræt pryder nemlig et nyt frimærke.
Det afslører DR i en pressemeddelelse.
Det er en del af PostNords frimærkeserie "Markante kvinder", som hylder ti kvinder, der har haft stor betydning for kvinders rettigheder og ligestilling.
Tine Bryld havde en baggrund som socialrådgiver. Den ekspertise og de erfaringer brugte hun i næsten fire årtier i radioprogrammet "Tværs".
En brevkasse, hvor unge kunne skrive ind med alt fra kærlighedskvaler til seksualitet og identitet.
Blev 71 år gammel
Tine Brylds portræt gør Danmarks første kvindelige student og læge, Nielsine Nielsen, billedhugger Anne Marie Carl Nielsen, konditor Karen Volf, verdens første kvindelige minister, Nina Bang, rytter Lis Hartel, Danmarks første kvindelige ambassadør, Bodil Begtrup, seismolog Inge Lehmann, digter Inger Christensen og sanger Natasja Saad selskab.
Tine Bryld døde i 2011 i en alder af 71 år.
På grundlovsdag 2015 gennemførte DR en afstemning, hvor Tine Bryld blev kåret til århundredets mest betydningsfulde kvinde.
Hun har fået opkaldt en plads på Frederiksberg og en socialpris efter sig.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus