Danmarks Radio mister P2, og i stedet skal en ny privatdrevet station, som skal finansieres med 125 millioner kroner fra staten, konkurrere med P1.
Sådan lyder regeringens forhandlingsudspil til den kommende fire-årig medieaftale, som Folketingets medieordførere skal diskutere på torsdag.
Det fortæller Enhedslistens medieordfører, Per Clausen, til DR Kultur.
"De foreslår en kanal uden reklamer, som ikke skal drives af DR. Den skal i udbud i en såkaldt skønhedskonkurrence og støttes med 125 millioner kroner om året, og så skal kanalen have public service-forpligtigelser, som svarer til P1," siger Per Clausen.
Ellen Trane Nørby (V) foreslog for nogle måneder siden at fratage DR P3, men det kommer ikke til at ske. I stedet er det nu P2, der står for skud.
Den kontrakt, som DR har om at drive P2, udløber ved årets udgang. Bliver en fratagelse af kanalen vedtaget, betyder det dog ikke, at der bliver mindre klassisk musik.
P2 er i dag forpligtet til at sende 62 procent klassisk musik og fem procent jazz, og det lader ifølge Per Clausen til, at den mængde i stedet rykkes over på de resterende radiokanaler.
Ifølge DR ser det ud til, at der allerede nu tegner sig et flertal for regeringens forslag.
"DR skal kun have tre radiokanaler. Når der er seks landsdækkende kanaler, må det være rimeligt, at halvdelen er offentlige og halvdelen private," siger Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.
SF's medieordfører, Holger K. Nielsen, forholder sig dog skeptisk over for at skulle fratage DR en radiokanal.
"Det er den vanskeligste knast i forhandlingerne. Og der er ikke enighed om det. Der er blandt andet uenighed om, hvorvidt DR skal afgive nogle penge og hvor mange," siger han.
Det er endnu ikke afgjort, hvor de årlige 125 millioner kroner til at finansiere den nye privatejede radiokanal skal komme fra.