Billederne viste fanger, der blev gennet sammen som kvæg i en skolegård og banket med køller og brædder med søm i. Optagelserne i TVAvisen skulle være bevis på det syriske regimes systematiske tortur af sin egen befolkning, og det var da også, som værten understregede, meget dramatiske og blodige billeder.
De var bare ikke fra Syrien, men derimod fra Irak.
De var heller ikke optaget i tiden under det arabiske oprør, som startede før jul sidste år. Optagelserne var fire år gamle.
DR's korrespondent i Syrien, Steen Nørskov, understregede ellers, at billederne var rigtige - smuglet ud af en syrisk kvinde, der meget overbevisende havde fortalt DR's journalister, hvordan hun var kommet i besiddelse af optagelserne.
Redaktionschefen på TV-Avisen bekræfter over for politiken.dk, at billederne er falske.
"Desværre er billederne forkerte. De stammer ikke fra Syrien, de stammer fra Irak. Der er tale om en meget beklagelig fejl," siger Thomas Falbe.
"Vi har gjort, hvad vi kunne for at verificere billederne og fået dem fra en kilde, vi stoler på," mener han.
Ifølge Thomas Falbe får den pinlige fejltagelse ikke nogen konsekvenser.
Kilde. politiken.dk