De medlemmer af DR's bestyrelse, der ifølge Folketingets medieordførere er ansvarlige for skandalebyggeriet i DR-Byen, kommer ikke til at hæfte personligt for de 1,7 mia. som budgettet blev overskredet med.
Det fastslår statens advokat, Kammeradvokaten.
Fredag blev bestyrelsesformand Mogens Munk-Rasmussen fyret, og Finn Aaberg, Erling Aaskov samt Peter Hvid Jensen valgte at gå selv, efter at en kritisk rapport fastslog, at bestyrelsen havde det overordnede ansvar for, at budgettet for DR-Byen eskalerede.
Men de tidligere bestyrelsesmedlemmer skal altså ikke betale af egen lomme.
Det skyldes, at bestyrelsen ikke er dækket ind af en bestyrelsesansvarsforsikring, for så kunne personligt erstatningsansvar for DR’s tab være kommet på tale, skriver Dagbladet Børsen.