Den britiske sværvægtsverdensmester Tyson Fury stjal overskrifter mandag, da han først i et lidet sprogskønt tweet bekendtgjorde, at han stoppede karrieren for senere på dagen at meddele, at han fortsat ville bokse.
Årsagen til hans udbrud var den positive dopingtest, som havde fældet ham.
Fury indrømmer, at han har taget kokain, men det var ikke for at fremme sine præstationer. Det var for at dulme en depression.
- Jeg har drukket fra mandag til fredag og frem til søndag - og taget kokain. Jeg kan ikke håndtere den (depressionen, red.), og det eneste, som hjælper mig, er, når jeg er vanvittigt beruset, siger Fury til mediet Rolling Stone.
- Jeg har taget meget kokain. Rigtig meget. Hvorfor skulle jeg ikke tage kokain? Er det ikke mit liv måske? Jeg kan gøre, som jeg vil. Det er ikke et præstationsfremmende stof.
Ifølge den britiske boksestjerne er stoffer et ganske nyt bekendtskab for ham.
- Jeg har aldrig tidligere i mit liv taget andre stoffer. Aldrig. Jeg har kun taget kokain de seneste måneder, bedyrer Fury, som samtidig hævder, at han stoppede med kokainen 1. oktober.
Fury har ikke været i ringen, siden han sidste efterår overraskende besejrede Vladimir Klitschko og sikrede sig VM-bæltet hos de anerkendte bokseforbund IBF, WBA og WBO.
De to boksere skulle have bokset en revanchekamp i sommer, men Fury pådrog sig en ankelskade under træningen og måtte udsætte kampen til 29. oktober.
Revanchemødet med den ukrainske veteran ville have indbragt Fury karrierens største honorar, men for godt en uge siden blev kampen udsat på ubestemt tid med henvisning til Furys helbredsmæssige tilstand.
Det viste sig, at der lå en positiv dopingprøve fra briten bag.
Sky Sports skrev tidligere onsdag, at Det Britiske Bokseforbund på et møde 12. oktober vil tage stilling til, hvad der skal ske med Tyson Furys bokselicens.
/ritzau/