Hver fjerde dansker ved ikke, hvordan man giver førstehjælp, men i dag hylder Røde Kors dem, som gør. Og det er ikke bare en enkelt heltemodig dansker, som i dag har fået æren af at kalde sig "Årets Førstehjælper"
Også Dong Energy får den ærefulde titel.
Det er første gang, at Røde Kors belønner en arbejdsplads for at gøre en særlig indsats i forhold til at uddanne medarbejderne i førstehjælp.
Det er blandt andet oprettelsen af et førstehjælpskors på 150 personer, der har gjort virksomheden fortjent til titlen som "Årets Førstehjælper".
Førstehjælpskorpset, som har fået undervisning i både førstehjælp og brandsikkerhed, er altid tilgængelige for virksomhedens 3.000 medarbejdere på et til lejligheden oprettet akut-telefonnummer - hvis skulle uheldet være ude.
Og det er desværre ikke usandsynligt, at uheldet på et tidspunkt rammer.
Ifølge Røde Kors får 3.500 mennesker i Danmark hvert år hjertestop uden for landets hospitaler. For hvert minut der går fra en person får hjertestop, falder overlevelseschancerne med 10 procent, hvis der ikke ydes førstehjælp.
Derfor er det også ambitionen om, at alle danskere skal kunne kende førstehjælp, der har udvidet førstehjælpsprisen til nu også at inkludere arbejdspladser.
- De arbejdspladser, der prioriterer at give medarbejderne et førstehjælpskursus, tager et særligt og vigtigt ansvar. Ud over at skabe en mere tryg og sikker arbejdsplads, sikrer de også, at flere danskere lærer førstehjælp. Det kommer os alle sammen til gode, siger chef for førstehjælp i Røde Kors Tina Donnerborg i en pressemeddelelse.
Også Vordingborg Ældrepleje og Daginstitutionen Humlegården i Struer var nomineret til førstehjælpsprisen.