Arbejdstilsynet har givet Dong Energy to strakspåbud efter en dobbelt dødsulykke for nylig.
Det skriver B.T.
Tom mænd på 25 og 49-år døde af iltmangel, da de var ved at rengøre en del af lastrummet i et kulskib.
"Vi har vurderet, at virksomheden ikke har taget tilskrækkelig hensyn til risikoen ved udførelsen af det arbejde, som de to personer foretog sig," siger Lene Teilberg, tilsynschef ved Arbejdstilsynet, til B.T.
Der er tale om 'grove overtrædelser', og det første påbud handler om, at Dong Energy sikrer, at losning af kul sker på en måde, så risikoen for kvælning minimeres.
Det andet handler om, at instruktioner og tilsyn skal være i orden.
Med de to strakspåbud har Dong en uge til at bringe forholdene i orden.
Arbejdstilsynet overvejer nu, om politiet skal rejse tiltale mod Dong Energy.
De to arbejdere var angiveligt ikke klar over, at de skulle benytte det iltmåleudstyr, som var i et styrerum på kajen.
Dong Energy beklager dødsulykken dybt.
"Der bliver ikke lastet eller losset ved Enstedværket, før alle tingene er bragt i orden," siger pressechef i Dong Energy Louise Münter ifølge B.T.