Energikoncernen Dong Energy må nu nedskrive to milliarder kroner på gasfyrede kraftværker. Det skyldes, at priserne på kul og CO2 er lave.
- Det gør gasfyrede kraftværker mindre profitable end kulfyrede, oplyser Carsten Krogsgaard Thomsen, konstitueret administrerende direktør for Dong Energy.
Nedskrivningerne er med til at trække selskabets halvårsresultat ned. Overskuddet netto bliver nu på 800 millioner kroner mod 2,8 milliarder kroner i første halvår 2011.
2012-regnskabet har endda glæde af avance ved salg af virksomheder på to milliarder kroner.
- Det er ikke et godt resultat, vi leverede i første halvår, siger Carsten Krogsgaard Thomsen.
Selskabet er ramt af en række negative forhold. En engangsindtægt fra 2011 er faldet væk, elpriserne er lave, og der har været lavere produktion på kraftværkerne.
På den positive side var der højere indtjening fra vindaktiviteterne og højere produktion og priser inden for olie- og gasudvinding.
Den ugunstige gaspris gør, at man ikke kan fastholde indtjeningen fra 2011 i år, sådan som man tidligere forventede.
- Det ændrer dog ikke ved, at vi fortsat forventer væsentlig bedre indtjening i 2013 i forhold til 2011 som følge af vores investeringer i havvind samt olie- og gasaktiviteter, siger den konstituerede direktør.
/ritzau/