Dong-ansatte har oplevet chikane, siden at energiselskabet for alvor kom i vælten i sidste uge.
Ansatte har oplevet at blive råbt ad, spyttet på og udfordret verbalt. Det sker alene, fordi de kører i en Dong-bil eller bærer et Dong-logo på trøjen, skriver metroXpress.
"En medarbejder var ude og arbejde på elforsyning, da en forbipasserende overfuste ham med grimme ord og beskyldninger om, at Dong har svinet med hans penge. Det endte med, at der blev spyttet på vores medarbejder," siger Jens Jakobsson, teknisk direktør i Dong Energy til gratisavisen.
Hetzen startede, da administrerende Dong-direktør Anders Eldrup forlod virksomheden og det kom frem, at nogle ansatte har særdeles lukrative lønforhold.
Ifølge chefpsykolog hos Falck Rikke Høgsted, der beskæftiger sig med krisesituationer på arbejdspladser, er chikanen af Dong-ansatte langt fra enestående.
Hun hører om alt lige fra bankansatte, der bliver gjort medansvarlige for krisen til folk i forsvaret, som skal stå til ansvar for krigen i Afghanistan.
"Det er personligt krænkende, når man i modgang bliver gjort ansvarlig for et firma, hvor topledelsen har disponeret på en måde, man ikke har en kinamands chance for at have indflydelse på," siger hun til metroXpress.