Med 1-0-sejr over Brøndby tager FC København førstepladsen i Superligaen. Men mesterskabskampen bliver lang og tæt i foråret.
Så FCK's bestyrelsesformand Flemming Østergaard ser allerede frem mod næste weekend, hvor løverne skal op imod Randers med John 'Faxe' Jensen og den nyslåede showbokser Stig Tøfting i spidsen.
"Det er en dejlig og fortjent sejr vi henter i aften, men allerede i næsten uge skal vi til Randers, og det bliver svært, for Faxe og Tøfting har jo spist råt kød derovre," siger Flemming Østergaard til Newspaq i foyeren på Brøndby Stadion efter sejren mandag aften.
Don Ø er således slet ikke sikker på, at sejren mod ærkerivalerne allerede nu sikrer endnu et stykke sølvtøj til medaljeskabet på Østerbro.
Brøndby-keeper Stephan Andersen er super ærgerlig over nederlaget. Men han er enig med Østergaard: Mesterskabskampen går til sidste runde.
"Det er rigtig surt vi taber i dag, men jeg tror, det bliver tæt mellem mange hold her i foråret. Guldet bliver nok først placeret i allersidste runde," siger Stefan Andersen, der har taget opstilling i den anden ende af foyeren i Brøndby.
I næste runde skal Brøndby også op i mod svær modstand. De blågule skal til Herning og møde ulvene fra FC Midtjylland.
"Det bliver en svær kamp, for jeg tror ikke man skal afskrive FCM i kampen om mesterskabet. Så vi skal bare op på hesten igen," siger Andersen.
En fremragende redning i kampens første halvleg på hovedstød fra FCK's Zdenek Pospech er intet værd for målmanden med hårbåndet.
"Det var ren refleks. Men det kan jeg jo ikke bruge til meget nu, hvor vi har tabt kampen," lyder det tørt fra Stephan Andersen.