Juventus får tilbageført 15 point i Serie A, så storklubben nu er nummer tre i den italienske liga.
Samtidig er Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) blevet bedt om at genbehandle sag om regnskabsfifleri i Juventus.
Sådan lyder dommen fra Italiens Olympiske Komité (Coni) ifølge Football Italia og flere andre italienske medier.
Coni mener ikke, at FIGC har præsenteret tilstrækkelig dokumentation for straffen. Coni har derfor sendt sagen tilbage til FIGC, der i stedet skal afsige ny dom.
FIGC vil have Juventus straffet for at gøre brug af en regnskabsteknisk finte, som har sikret klubben en på papiret bedre økonomi.
Sagen er blevet døbt PlusValenza, som er et italiensk begreb for salgsgevinster. I dette tilfælde dækker det over fodboldspillere, der er steget i værdi, efter at de er blevet hentet til klubben.
Juventus er blot en af ni klubber, som er blevet efterforsket i PlusValenza-sagen, men Torino-klubben er den eneste, der er blevet dømt for kunstigt at oppuste værdien på spillere.
Sagen fik i november sidste år - mens efterforskningen stadig pågik - hele Juventus' bestyrelse til at trække sig på grund af "økonomiske og juridiske udfordringer".
Juventus valgte dog at appellere dommen fra fodboldforbundet til Italiens højeste sportslige instans i Coni, der onsdag indledte en høring i sagen.
Det er dog ikke alt i torsdagens Coni-dom, der er gået Juventus' vej. Coni har således valgt at stadfæste nogle af de individuelle straffe, som FIGC har idømt nøglepersoner i Juventus.
Den tidligere klubpræsident Andrea Agnelli er ifølge avisen La Gazzetta dello Sport fortsat udelukket fra al fodbold i en periode på to år.
Også Fabio Paratici, der i dag er fodbolddirektør i Tottenham, har ifølge avisen fået stadfæstet sin karantæne, hvilket skaber tvivl om hans fremtid i London-klubben.
Derimod har Coni sendt udelukkelsen på otte måneder af den tidligere bestyrelsesmedlem Pavel Nedved tilbage til FIGC, hvor den skal genbehandles.
Torsdagens beslutning betyder, at Juventus veksler en ottendeplads i Serie A til tredjepladsen. Holdet har nu 59 point i stedet for 44. Der er dog 16 point op til førerholdet fra Napoli.
Hvis Juventus atter skulle blive ramt af en pointstraf, så vil det ifølge Football Italia først få effekt i næste sæson.
/ritzau/