En indisk dommer i New Delhi har mandag valgt at lukke dørene i retssagen mod fem mænd, som er tiltalt for en brutal gruppevoldtægt mod en ung nu afdød kvinde.
Det skyldes, at forholdene inde i retssalen var fuldstændig kaotiske på grund af et kæmpe presseopbud og mange nysgerrige tilhørere.
- Retssalen er fuldstændig pakket, og det er umuligt for retten at gennemføre proceduren i denne sag, konstaterer dommer Namrita Aggarwal, mens der lyder højlydte protester fra advokater og journalister i lokalet.
Sagen mod de fem mænd, som er tiltalt for at stå bag en grusom gruppevoldtægt og drabet på en 23-årig indisk kvinde, vil således formentlig køre videre bag lukkede døre.
Mændene tog mandag plads på anklagebænken ved en domstol i den indiske hovedstad. De risikerer alle fem dødsstraf for forbrydelsen, som fandt sted i New Delhi i midten af december.
Overgrebet på kvinden har udløst protester i det folkerige land, hvor en voldtægt i gennemsnit finder sted hvert 20. minut.
/ritzau/AFP