Chauffører, der sætter fartskriveren i bussen eller lastbilen forkert, skal straffes forskelligt, alt efter om der er tale om en fejl eller en overlagt handling.
Det vurderer EU-domstolen i en sag om en ungarsk chauffør. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø .
Danske chauffører har længe klaget over at blive straffet lige hårdt for simpe fejltastninger og forglemmelser, som for decideret snyd med de automatiske fartskrivere, der registrerer, om de overholder køre- og hviletidsbestemmelser.
Straffen skal stå mål med forbrydelsen, siger miljøkonsulent Kjeld H. Jensen fra 3F Transportgruppen.
"Der er ingen tvivl om, at de sanktioner er ødelæggende for chaufførernes psykiske arbejdsmiljø, fordi de skal leve med det pres i deres hverdag," siger han til Magasinet Arbejdsmiljø.
I Danmark er straffen den samme - forsætligt eller ej - fordi myndighederne mener, det er for svært at afgøre, om der bliver snydt eller ej.
Men dommen i sagen om den ungarske chauffør Marton Urban kan tvinge de danske myndigheder til at tage stilling.
Nu er det op til Justitsministeriet sammen med Rigsadvokaten og Rigspolitiet at få Danmark på linje med EU-retten.