PET anholdt i 2008 to tunesere, som var mistænkt for at ville myrde bladtegneren Kurt Westergaard. Hustruen til den ene af disse bliver nu hovedperson i en dokumentarfilm om konflikten, og filmen vil således søge at skildre hendes oplevelse af sagen.
"Her er tale om en observerende dokumentarfilm, hvor kameraet følger kvinden gennem den proces, som hun har været igennem. Vi har filmet og indsamlet materialet siden marts, og vi er nu i redigeringsfasen," fortæller Nagieb Khaja til Jyllands-Posten.
Nagieb Khaja har selv været meget i medierne tidligere, da han under en reportagerejse i fjor til Afghanistan blev kidnappet. Han var på daværende tidspunkt ansat for TV 2, men nu står han bag instruktionen af dokumentarfilmen om tuneserens hustru.
Filmen har fået 1,7 mio. kr. i støtte af Det Danske Filminstitut og vil kunne ses på TV 2 eller DR til foråret.